Det er dyrt, hvis vandhanen løber
Det kan betale sig at spare på vandet. Både for miljøets skyld og for din pengepungs skyld. Simple råd kan være med til at undgå vandspild og du kan nedsætte din vandregning.
Håndvasken
Luk for vandet, når du børster tænder, og monter en vandsparer på dine brusere og vandhaner. En vandbesparende bruser bruger 6-10 liter vand pr. minut mod en almindelig bruser med 10-20 liter vand pr. minut.
Badet
Hvis du tager karbad, bruger du meget mere vand, end hvis du tager brusebad. Også her kan du reducere vandforbruget, hvis du installerer en vandsparer på dit blandingsbatteri eller i dit brusehoved. Luk for vandet når du sæber dig ind.
Toilettet
Brug et vandbesparende, lavtskyllende toilet. Ældre toiletter kan bruge op til 12 liter i ét skyl. De fleste nye toiletter skyller med 3 eller 6 liter vand pr. gang.
Løber der vand i toilettet, øges vandforbruget endnu mere, end hvis vandhanen drypper. Derfor kan det altid betale sig at holde øje med sine vvs-installationer.
Vaske -og opvaskemaskine
Vælg vaske- og opvaskemaskiner med lavt vandforbrug, A+++mærke. Ældre vaskemaskiner og opvaskemaskiner bruger både mere strøm og mere vand.
Brug spare programmerne i vaske- og opvaskemaskinen. Spring forvasken over i vaskemaskinen, vaks ved lavere temperaturer og brug spare programmerne.
Hold øje med dit vandforbrug.
Aflæs vandmåleren 1 gang om måneden. Så opdager du det i tide, hvis du pludselig bruger unormalt meget vand.