Billede af en pige der sidder i en sofa og fryser

Fjernvarmesituationen hos Kalundborg Forsyningen

Fredag den 16. december konstaterede Ørsted et problem med leveringen af fjernvarme fra Asnæsværket, der faldt ud af drift. Siden da er der pågået et omfattende arbejde med at genetablere fjernvarmeleveringen til Kalundborg.

Lørdag den 17. december blev der meldt ud, at ”varmen var tilbage,” der var dog fortsat store udfordringer med at levere varmen ud til Kalundborg Forsynings kunder. Desværre har fejlen på Asnæsværket vist sig at være mere omfattende end først antaget. Det vil kræve en større reparation og planen er nu, at fejlen vil blive udbedret i løbet af de næste dage.

Det betyder at tidshorisonten på nuværende tidspunkt kan være op mod 36 timer, før Ørsted, og dermed Asnæsværket og Kalundborg Forsyning, vil være i almindelig drift igen og forsyningens kunder vil opleve normal fremløbstemperatur.

I den mellemliggende periode kan kunderne hos Kalundborg Forsyning fortsat opleve manglende varme og svingende fremløbstemperatur.

Kalundborg Forsyning arbejder fortsat med alternative løsninger

Lørdag den 17. december meldte Kalundborg Forsyning ud, at der arbejdes med alternative løsninger. Forinden havde man slået driften over til forsyningens varmepumpe, der kan dække op mod en sjettedel af forbruget af fjernvarme på nuværende tidspunkt.

Dernæst har forsyningen startet nødkedler op og derefter har man forsøgt at skaffe mobile kedler, der kan kobles på fjernvarmenettet og derved supplere varmepumpens produktion.

Sent fredag den 16. hentede forsyningen en mobil kedel ind, den bliver natten til tirsdag den 20. december afløst af en ny mobil kedel med større kapacitet. Til trods for en større kapacitet vil der fortsat være udfald og svingende fremløbstemperatur i fjernvarmen fra Kalundborg Forsyning.

Ydermere har Kalundborg Forsyning den 19. december aftalt med Kalundborg Hallen, at kunderne har mulighed for at få et varmt bad i deres omklædning.

Kontakt

Portrætbillede af William Ejsing

William Ejsing

Presseansvarlig
25 54 83 85