Luftfoto over Gørlev og Kirke Helsinge

Fristen for fjernvarmeprojekt i Gørlev og Kirke Helsinge forlænges

Kalundborg Forsyning forlænger fristen for tilkendegivelser fra borgerne for det nye kollektive fjernvarmeprojekt for Gørlev og Kirke Helsinge.

Kalundborg Forsyning forlænger fristen for tilkendegivelser for fjernvarmeprojektet i Gørlev og Kirke Helsinge frem til den 1. juli 2024.

"Vi erkender i Kalundborg Forsyning, at borgerne i Gørlev og Kirke Helsinge har behov for mere tid til denne vigtige beslutning. Vores oprindelige frist udsprang af den store interesse, der blev udvist af en borgergruppe", siger Lars Lundgaard, afdelingsleder hos Kalundborg Forsyning, der står for fjernvarmeprojektet.

"Vi har oplevet at borgerne i de to byer ved præsentationen af projektet, er en smule mere forbeholdne. De vil gerne have personlige beregninger og har derudover mange spørgsmål. Det vil vi gerne imødekomme, så alle der giver deres tilkendegivelse, er godt oplyste om projektet".

Kalundborg Forsyning har derfor udarbejdet en prisberegner, hvor borgerne kan få en estimeret pris på baggrund af deres nuværende varmeforbrug. Derudover vil forsyningen være til stede i Super Brugsen i Gørlev den 26. april, den 8. maj og den 24. maj, de nævnte dage fra kl. 12-17. Desuden planlægges det at deltage i Torvedagene i perioden op til 1. juli.

Kræver stor tilslutning

Frem mod den 1. juli 2024 er det Kalundborg Forsynings ambition at indsamle interesse-tilkendegivelser fra minimum 70 procent af borgerne, for at kunne gå videre med projektet.

"Vi kan høre på de henvendelser, vi har modtaget indtil videre, at borgerne selvfølgelig holder fjernvarmeløsningen op mod andre alternativer, som er baseret på individuelle løsninger. Varmemarkedet er som mange andre præget af konkurrence, som kan gøre det svært at vælge. Vi mener at en kollektiv fjernvarmeløsning, ikke kun er det bedste valg, men at det med tiden også vil være det bedste økonomiske valg", fortæller Lars Lundgaard, afdelingsleder hos Kalundborg Forsyning.

Fjernvarmeprojektet i Gørlev og Kirke Helsinge udspringer direkte af den aftale et bredt flertal i Folketinget nikkede ja til, at naturgas udfases som varmekilde. Målet er at alt gas i Danmark skal være biogas i 2030, og at brugen af gas til opvarmning i danske boliger skal ophøre senest i 2035. Den beslutning vil både Kalundborg Kommune og Kalundborg Forsyning gerne støtte op om.

"Vi har udarbejdet et godt projekt, som belyser mulighederne for fjernvarme. Borgerne i Gørlev og Kirke Helsinge skal tage stilling til, inden den 1. juli, om de vil sige ja eller nej til fjernvarme. Forudsætningen for at projektet gennemføres er en tilslutning på mindst 70%. Viser det sig at tilslutningen er mindre, gennemføres projektet ikke, og alle borgerne må så finde alternative løsninger", uddyber Hans-Martin Friis Møller, direktør i Kalundborg Forsyning.

Læs mere om fjernvarme i Gørlev og Kirke Helsinge

 

Kontakt

Portrætbillede af William Ejsing

William Ejsing

Presseansvarlig
25 54 83 85